LACEWING.

Opdrættere har altid været fascineret af dyr med røde øjne og undulatopdrættere er ingen undtagelse.

Da den første lutino, klart gule fugl med røde øjne, opstod i 1870'erne gav den anledning til et vældigt postyr, men den stamme holdt ikke længe. Det var en engelsk opdrætter ved navn C.P. Arthur som opdrættede den første lutino i slutningen af 1800-tallet eller begyndelsen af 1900-tallet. Ligesom for de fleste mutationer var der også her tale om en genetisk afvigelse. C.P. Arthur erindrer i sin bog "Undulater og Nymfekakaduer" at han dyppede to æg, som var indsmurt i ekskrementer, i kogende vand for at rense dem. Han ventede dog ikke, at de efter denne behandling ville klække, men lagde dem dog alligevel tilbage i reden. Klækkede gjorde de dog, og ungerne viste sig begge at være klart gule med røde øjne. Mutationen var dog ikke hermed fastslået. Der blev eksperimenteret mere med at lægge æg i kogende vand, men ingen af anstrengelserne bar frugt. I dag er der utroligt mange tilhængere/opdrættere af Lutino og til en vis del også Albino.

Lacewingen er en anden mutation, der har en tilsvarende klar kropsfarve i gul (i den grønne serie) eller hvid (i den blå serie) og også med røde øjne. Måske er interessen for denne varietet begrænset set i forhold til de to Inos, men alligevel har den mange tilhængere. Alle de ovennævnte varieteter stammer fra den samme faktor. Den har den effekt at den fjerner det sorte pigment i fjerene og i øjnene på fuglene med det resultat, at det forvandler fuglen fra en grøn eller blå til en klar gul eller hvid med røde øjne.

Lacewinge varieteten er tilsvarende i udseende da de også har en klar kropsfarve, gul eller hvid. Men tegningerne på kinder, nakke hale og vinger er isabel brune. Kindpletterne er blegt violette i stedet for sølvhvide hos ino’en og de har skarpt aftegnede isabel brune spots. De har kødfarvede fødder og hannen har også en lyserød til kødfarvet vokshud. Øjnene er som hos Ino – røde med hvid irisring.

Lacewing varieteten har været opdrættet siden 1948. Af fortegnelserne fremgår det, at der optrådte hunner hos en lutino opdrætter og at disse faldt i en parring mellem en lysegrøn han af ukendt herkomst og en lutino hun. Det lader til at opdrætteren skilte sig af med disse ”dårligt tegnede lutinoer” og deres normale brødre.

Afdøde Cyril Rogers var i stand til at opspore en af disse normale brødre og efter at have parret den med en række hunner var lacewing mutationen en kendsgerning. Nogle af disse Lacewinger blev eksporteret til forskellige egne af verden herunder også til Sydafrika hvor der fandt intenst avlsarbejde sted. Den første Lacewing blev udstillet af Cyril Rogers på National Exhibition i 1951og varieteten blev beskrevet i BS standarden i 1968.

Interessen for mutationen blev genoplivet da Alf Ormerod og Brian Byles bragte nogle hjem fra en dommeropgave i Sydafrika. De avlede med dem og opnåede en vis succes. Den Sydafrikanske stamme så ud til at have meget dybere og klarere aftegninger og de appellerede derfor til flere opdrættere.

Varieteten er kønsbundet ligesom Ino. Hunnerne kan derfor ikke være split for Lacewing, men det kan hannerne. Hunner kan, på grund af den kønsbundne recessive arvelighed, kun være enten visuelt lacewing eller ikke-lacewing.

De mulige parringer med denne varietet er:

På denne måde kan vi hurtigt finde ud af hvad der er de bedste parringer til at producere lacewing’er i større antal. Det er selvfølgelig også vigtigt at opdrætte varieteten i en udstillings standard for så vidt angår størrelse, form, balance og holdning kombineret med en dyb kropsfarve og kontrast i tegningerne. Det er ingen let opgave, men heller ikke umuligt.

Amos & Thumwood partnerskabet opnåede faktisk at vinde et championship show i England med en lacewing for et par år siden. Ligesom hos Ino’en er grønt og/eller blåt skær en fejl. En måde at undgå dette skær på er at bruge gråfaktor fugle (grå og grågrønne) Disse har til gengæld den effekt, at de giver kropsfarven et mat skær, hvis de anvendes over flere år.

Målet er at producere Lacewing’er med en dyb smørblomstgul farve. Hvis man bruger mørkfaktorfugle er man godt på vej i den retning. Man skal også tage med i sine betragtninger, at tegningen på vinger og nakke m.v. skal være så kontrastfuld isabel brun som muligt. For at opnå dette er der to forskellige teorier, der har hver sine tilhængere.

Den ene teori går på at anvende isabel fugle som avlspartnere mens den anden opfordrer til at bruge normalfugle. Det kan siges, at brugen af isabel naturligvis vil afblege kropsfarven og måske også vingetegningerne ligesom hos normal-isabel-fuglene.