Østmesterskabet 2008 - om Ed.Dy |
Hvordan gik det os fra partnerskabet Ed.Dy til Østmesterskabet 2008? En særlig dag for partnerskabet Ed.Dy - Eddy og Berit Dyrkjær! Vi kunne glæde os over mange flotte placeringer på skuet, deriblandt var glæden uvurderlig stor med hjemtagelsen af en varietetspokal i forhold til varieteten "Danskbroget" - dette med vores dejlige undulat Saki - Voksen Han - Olivengrøn Danskbroget - undulat nr. 23. Foto: Copyright © Dyrkjær v/Berit Dyrkjær.
Østmesterskabet 2008 blev en stor succes!
Solen skinnede over Sofiendal skole lørdag den 21. juni 2008. Det var endnu en stor dag, som mange havde set frem til i udstillingsundulatens tegn! Der er naturligvis tale om Østmesterskabet 2008 i DUK – Dansk Undulat Klub, en af årets største udstillinger med 247 tilmeldte udstillingsundulater, et show, der blev afholdt af DUK - Kreds 1 + 2 + 3.
Vi kan ikke komme udenom, at det var en udstilling, som blev afviklet på en vellykket vis hele vejen igennem. Østmesterskabet udviklede sig til et fremragende show. Således blev det også det første Østmesterskab, hvor man udstillede i samtlige 27 grupper – dette med dertilhørende varietetspokaler. Alt forløb fint og struktureret med dertil god stemning, med stor hjælpsomhed fra alle sider, samt med flotte udstillingsundulater, som var igennem en hård, men sikker og fair bedømmelse ved den danske dommer Svend Erik Korgaard. Der var vist intet, der undgik hans opmærksomhed: Knækkede halefjer og slagfjer, manglende halefjer og slagfjer, fleck, fældning m.v. Ja, det blev til en lavere placering, hvis disse fejl og mangler blev konstateret, samt herefter opvejet efter retningslinierne ved WBO! Dommeren kom med mange konstruktive kommentarer, der lå til baggrund for hans bedømmelse! Flot arbejde, som var lærerigt og givtigt at følge med i! Mange smukke vinderfugle blev kåret, og præmierne blev uddelt til de vindende opdrættere.
"BEST IN SHOW" blev atter vundet af partnerskabet AV – Lars Voss og Bent Andreasen fra DUK - Kreds 1 – denne gang med en utrolig flot Hun - Viol!
Stort tillykke til partnerskabet AV, samt til alle de andre glade vindere!
BIS - "BEST IN SHOW" ved Østmesterskabet 2008 blev undulat nr. 171 - Voksen Hun - Viol. Denne flotte undulat ejes af partnerskabet AV - Bent Andreasen og Lars Voss. Foto: Copyright © Berit Dyrkjær.
Se resultatlisterne her: LINK!!!
Vi stillede op med 31 af vores tamme, engelske udstillingsundulater. Burene blev placeret på forskellige hylder på reolerne, men allerede under indledningen til showet kunne vi gå efter lyden, da vi kort ville se til vores undulater før bedømmelsen. Fra nogle af hylderne lød der et: - Dav, dav, hvilket kom ud af næbbet på flere af de Danskbrogede, samt de Lacewingede! Fra en anden hylde lød der et: - Go' go'! Ja, Saki, som ligeså er Danskbroget, ville også lige give sit besyv på, at han var tilstedeværende! Ja, selv lettere talende undulater er vist ikke noget, som man kan opleve hver dag på en udstilling! Ligeså kunne vi se, at flere af vores fugle nød den tryghedsfornemmelse, som de havde i os, da de øjnede vores nærhed - flere begyndte igennem deres adfærd at småpludre med spillende øjne, mens andre responderede på vores sagte fløjten og kliklyde alene med udtrykket. Alt i alt vidner det om, at vores undulater befandt sig rolige og afslappede efter omstændighederne, selvom de var i fremmede omgivelser ...
Konkurrencen var ekstrem hård, dersom vores undulater skulle kæmpe side om side med mange fantastiske udstillingsundulater fra Sjællands dygtigste opdrættere. Alligevel forløb alt overvældende, hvormed det blev til mange flotte placeringer for både vores Unge Hanner og Hunner, såvel som vores Voksne Hanner og Hunner, heriblandt 7 gruppevindere indenfor varieteterne ”Albino & Lutino”, ”Danskbroget”, ”Mørkøjet”, ”Hollandskbroget”, samt ”Lacewing”.
En del af vores undulater skønnedes i tiden op til showet ikke til at være i den bedste udstillingskondition, dersom de mere eller mindre befandt sig i en storstilet fældeperiode. Vi følte ærlig talt ikke, at heldet var med os! Således knoklede vi ihærdigt igennem hele ugen før udstillingen med henblik på undulaternes store tur i forhold til vask og fjertrimning, halefjer og slagfjer, der skulle rettes, pigge, der skulle løsnes, samt naturligvis plukning af spots m.m. Det lykkedes os imidlertid, at få de fleste af undulaterne fine til den store dag, hvilket absolut var hele besværet værd! Dog kunne vi naturligvis ikke ”lime” de manglende halefjer på de af vores undulater (desværre også nogle af vores bedste), som havde tabt disse, hvoraf nye dog samtidig næsten var helt udsprunget, men vi ønsker selvfølgelig fuglene bedre held til næste gang! Dommeren vurderede flere gange: - Var det ikke for den manglende fulde længde på halefjer, så ville undulaten have vundet! Bemærkningen om nogle af vores undulater lød endda, at de så ud til at stamme fra æg med muskler i, fordi de udstrålede kraft som værende meget store og muskuløse fugle. Vi fik i det hele taget mange flotte kommentarer med på vejen omkring kvaliteten af vores fugle, hvilket bekræftede, at de var ”godt værktøj” rent udstillingsmæssigt, samt avlsmæssigt. Dermed fik vi som nævnt da også flere førstepladser i grupperne m.m.
Her er dommer Svend Erik Korgaard på hårdt arbejde! Gruppevinderen af Voksne Hanner i varieteten "Danskbroget" skal findes! Foto: Copyright © Berit Dyrkjær.
Vores undulater sad generelt som majestæter på pindene, og brystede sig rigtigt med lysende og nysgerrige blikke. Nogle af de ivrige undulater fandt det dog særligt morsomt at lege med dommerpinden, når den blev stukket ind i udstillingsburet, men hoppede dog også godvilligt op på den ret hurtigt bagefter med henblik på siddestilling, mens dommeren vurderede perfektionen og proportionerne hos den enkelte! Især Saki var brillant – han sad flot på pinden med rejst pande. Vi tav naturligvis stille under selve bedømmelsen, men Saki var så gearet, at han lyste helt op, da dommeren skulle bedømme de udstillede undulater i varieteten ”Danskbroget”. Vi herskede ingen tvivl om, at han havde fået øje på nogle kendte ansigter, for han var drønnysgerrig. Han spottede direkte over på os (vi sad på en række mellem de andre udstillere ca. 2 meter foran udstillingsreolen med udstillingsburene, hvor dommeren dømte). Vi sad som på nåle med krydsede fingre og tæer, og lykkeligvis udpegede dommeren Saki som gruppevinder med den kommentar, at han var stor og flot med god volumen og fylde. Saki fulgte godt med i dommerens gang og bevægelser foran udstillingsburene. Efterfølgende veg blikket tilbage over mig, og han kom helt frem til stængerne og nikkede med hovedet! Flere mennesker smilede/grinede. Det var simpelthen så skægt at se, hvorledes Saki reagerede!
Da alle gruppevinderne skulle op til videre bedømmelse i forhold til varietetspokalen for ”Danskbroget” vurderede dommeren igen, at Saki var den bedste! Vi jublede så inderligt indeni af glæde og taknemmelighed, og kunne således beærede modtage pokalen for varieteten ”Danskbroget” til vores pavestolte Saki, som er en Voksen Han - Danskbroget Olivengrøn. Saki har efterhånden nogle år på bagen i udstillingsøjemed, så det er imponerende, at han stadig kan være med, hvor han samtidig stadig kan opnå så fine placeringer. (Saki er at finde på hjemmesiden under ”Undulatparadiset”, som én af mine tamme undulater på hjemfronten).
Her er Saki med varietetspokalen for "Danskbroget" - Voksen Han - Olivengrøn Danskbroget - undulat nr. 23. Foto: Copyright © Berit Dyrkjær.
Her er partnerskabet Ed.Dy - Eddy og Berit Dyrkjær med et farvestrålende undulathold til Østmesterskabet 2008! Foto: Copyright © Berit Dyrkjær.
© Berit Dyrkjær Medlem af DUK - Kreds 1.
|
|
|
|
|