BETYDNINGEN AF FJER
Artikel af: Bjarne Christiansen.
Denne artikel har to primære formål. Først og fremmest skal den give en kort beskrivelse af udviklingen af udstillingsfuglen, som de forskellige fjermutationer har medvirket til. Dernæst skal den også gerne give et par nyttige fif til nybegyndere og andre med hensyn til hvordan man kan udnytte en viden om de forskellige fjertyper til sin fordel i bestræbelserne på at avle udstilingsfugle.
Der er gjort enorme fremskridt.
Forskellige tegninger og billeder af den originale vilde undulat sammenholdt med tilsvarende af vor tids moderne udstillingsfugl, viser med al ønskelig tydelighed den enorme udvikling, der er sket med udstillingsundulaten I løbet af især de sidste halvtreds år. Medvirkende hertil har selvfølgelig været intensiv avl med de smukkeste eksemplarer af dygtige opdrættere over en årrække. Men to fjermutationer har imidlertid haft mindst ligeså stor indflydelse på resultatet. Enhver, der tvivler på betydningen af fjerstrukturen i forbindelse med opdræt af top-udstillingsundulater, kan bare se på udviklingen i fjerene hos udstillingsfugle indenfor de sidste 20-30 år. Forskellen er ret udpræget. Den tids fugle ville ikke komme i nærheden af at vinde på vor tids udstillinger.
Lad os prøve at springe lidt tilbage I tiden. Før 1925, hvor BS i England blev dannet, blev undulater udstillet parvis – ligesom parakitter bliver det i dag. På den tid lagde folk som Dr. Armour og Bill Watmough stor vægt på farver og facon på fuglen. Selv dengang var der dog folk, som Harry Bryan, der lagde større vægt på størrelse og kraft. Den tids fremskridt skyldes først og fremmest folk som H. Bryan og hans ligesindede. Det var dengang fuglene have store runde ”museøjne”, fremstående næb og knappenålhoved store (små) spots.
Fjerstruktur
For at forstå de forandringer, der er sket, må man først sætte sig ind i fjerens opbygning og struktur. De fleste er bekendt med de forskellige farvemutationer, som er sket gennem tiden – siden de blå og afblegede først optrådte i fyrrene. Færre har nok kendskab til de mutationer, der har påvirket fjerenes opbygning og struktur. Fjeren består af tre dele:
1. Fjerpennen (eller skaftet)
2. fjerstrålerne
3. bistrålerne
Bistrålerne kan ikke ses med det blotte øje. Ændringer I tykkelsen eller længden af disse dele vil bevirke en gennemgående ændring af selve fjeren. En fortykkelse af skaftet, strålerne og bistrålerne medførte i slutningen af fyrrerne, at der optrådte fugle med grovere fjerdragt – de såkaldte buff-fugle. I årene lige efter sås desuden en ændring, der bevirkede, at fjerene blev længere. En kombination af disse to faktorer har medført, at nutidens udstillingsfugle har en fjerdragt, der er både længere og grovere end den oprindelige vildfugl. Undulaterne af i dag har også et totalt anderledes udseende, hvilket også primært skyldes udviklingen af andre fjertyper.
I stedet for en lang, slank nærmest bananformet krop, ses nu en kraftfuld gulerodsformet kropsfacon. Men mest af alt ses udviklingen af andre fjertyper i hovedets størrelse og facon. En dyb maske, højde og bredde kombineret med et godt fjertildækket næb og et øje, der ikke længere opfattes som rundt, er resultatet af ændrede fjertyper, men også af selektiv avl.
Buff og Yellow
Disse betegnelser bruges ofte til at beskrive de grove- og de mere finfjerede fugle. Det er nu ikke termer, jeg selv bruger ret ofte – de er nemlig oprindelig udsprunget af farvebeskrivelser. Så vidt vides, stammer de fra kanariehobbyen, hvor opdrætterne tilstræbte den klare gule farve (dense yellow), der var kendetegnet ved en stramfjeret fugl, frem for den mere brun-gule (buff) farve, der optrådte når fjeren blev længere og mere åben i strukturen. Den sidstnævnte slags blev kendt under betegnelsen buff-fjeret. Da buff-fuglene eller de grovfjerede fugle begyndte at optræde i slutningen af 40-erne, begyndte Harry Bryan og andre at anvende dem til at forbedre kvaliteten på udstilingsfuglene.
Hvis de kunne få fingrene I en han og en hun, som begge var grovfjerede (efter datidens forhold) parrede de dem sammen. Som vi ved nu, er det en sikker vej til nedsat frugtbarhed – en sandhed, som de også erfarede, og der gik ikke lang tid før tommelfingerreglen var, at hunnen skulle være kort- og finfjeret.
Longflights
Den næste virkelig betydningsfulde mutation blev opdaget ved et rent tilfælde. En engelsk opdrætter – Ken Farmer fra Luton, var blevet tilkaldt af en opdrætter, der ønskede hjælp til sortering, da han ville sælge sine fugle og stoppe med opdrættet. Da han ankom til opdrætteren var han forbløffet over at se fugle, hvis lige han aldrig tidligere havde set. De havde længere vinger, længere haler, super masker og super hoveder. Ikke overraskende købte han selv det hele. Kort efter havde også Harry Bryan og enkelte andre fået fingre i disse ”longflights” som de blev kaldt. Der gik ikke lang tid inden de også begyndte at vinde på udstillingerne.
Det kan måske overraske, at de kunne vinde på udstillingerne, da nogle af datidens ”store navne” var voldsomme modstandere af den nye fjerdragt og de fugle, som de kaldte monstre. Det var en helt anderledes fugl at se på. Halen kunne nå burets bund og de lange vinger gjorde også sit til at forandre udseendet. Hoved- og maskekvaliteterne bevirkede dog, at man så igennem fingre med fejlene. Der er ingen tvivl om, at nutidens fugle med dybe masker er efterkommere af disse longflights.
På et tidspunkt begyndte man så at tale om "directional feathering". Der findes ikke noget godt dansk navn, til at beskrive denne egenskab, som vel ikke er en egentlig mutation. Kort og godt betyder det, at fjerene over og ved siden af næbbet vokser i en anden retning end man hidtil havde kendt. Det medvirker til at give hovedet bredde og et indtryk af, at fuglen har øjenbryn. Udstillingsmæssigt viste det sig hurtigt, at være en kæmpefordel – ja nærmest et krav, idet det fanger dommerens øje. Ofte er fjerretningen den eneste forskel mellem to fugle og ofte også mellem muligheden for at kunne vinde og ikke at kunne.
Jo Mannes Faktoren
Det ser ud som om der hos Jo Mannes i Tyskland, er sket en yderligere udvikling. Det kan diskuteres om der er tale om en mutation eller blot en modifikation. En nærmere undersøgelse har vist, at fjerene på Mannes fuglene er mindst ligeså lange og brede som dem, der hidtil havde været kendt, men de enkelte elementer – skaft, stråler og bistråler – er af en meget finere struktur. Afsløringen blev foretaget af en engelsk opdrætter, der havde lånt med mest moderne og teknologiske fotoudstyr på universitetet i Manchester. Med dette udstyr fremstillede han billeder, der dokumenterede ovennævnte påstand.
Udnyt din viden om fjer når du sammensætter dine par.
I tillæg til de grov- og finfjerede fugle, som allerede er omtalt, er det nu anerkendt, at der findes en tredje fjertype. Vi bruger igen den engelske betegnelse ”intermediate” om fjerdragten, der befinder sig midt mellem den fine og den grove fjerdragt. Målet med denne artikel, er at få dig til at overveje de muligheder du har for at udnytte de fordele og ulemper de enkelte fjerdragter giver dig. Når man først er vant til at tænke i disse baner, tilføjer det et ekstra element, der skal tages stilling til ved valg af partnere.
Fjerproblemer og sygdomme
Disse områder bliver overvejet og behandlet indgående af andre, men følgende er dog værd at have I baghovedet:
1. Bakterier og vira har større muligheder for at trives, når fuglene holdes I snavsede og uhygiejniske omgivelser. Deraf følger, at det er sund fornuft at holde fuglene i rene omgivelser og tilbyde en alsidig sund kost.
2. Særligt redekasser kan være ideelle omgivelser for udvikling og spredning af sygdomme. Derfor bør de også rengøres og/eller skiftes i løbet af ynglesæsonen.
3. Forskelligt opdræt plages, uanset de bruges store beløb på forskning, stadig af sygdomme. Som undulatopdrætter – og dermed en del af en lille og forholdsvis ubetydelig hobby – må vi måske lære at leve med fransk fældning, featherdusters m.v.
4. Hvis vi antager, at fjerproblemer kan være arvelige, er vi så gode nok til ikke at anvende problemfugle med manglende halefjer eller fjercyster m.v.
|
| |
|
|
|
