OM OPALINER
Artikel af: Bjarne Christiansen.
Opaline er en af de kendteste og populæreste undulatmutationer, når den kommer med det karakteristiske klare hoved, den brillante farve og det opaliniserende kropsfarvede skær på vingerne.
DEN POPULÆRE OPALINE MUTATION
Opaline er en af de kendteste og populæreste undulatmutationer, når den kommer med det karakteristiske klare hoved, den brillante farve og det opaliniserende kropsfarvede skær på vingerne.
Dette et kun det tydeligste af opalinmutationens mange virkninger, som jeg senere skal beskrive i detaljer.
Lad os se tilbage på dens tidligste historie. Mange beretninger fremsætter mangelfulde og af og til ukorrekte oplysninger om dens opdagelse. I 1933 opdrættede A. Brown i Kilmarnock en unge, som blev beskrevet som en broget kobolt hun, af en normal himmelblå han og en mauve hun.
Forældrene var fra en lokal stamme, som aldrig havde frembragt noget usædvanligt og Mr. Brown fik aldrig flere mutationer, selv om det samme par senere fik mange kobolt unger, både i 1933 og senere i 1934.
I slutningen af 1933 købte Mr. og Mrs. R.G.Ashby fra Ayr, i nærheden af Kilmarnock den ’brogede’ kobolt hununge, som de har skildret som værende usædvanligt stor og med et fint hoved og med ypperlige spots, selv om begge forældrene var ganske middelmådige.
Det særegne ved mutanten var, at hovedet halsen og nakken var næsten rent hvidt med svage tegninger, og næsten alle svingfjer var kantet med kobolt i stedet for hvidt, så fuglen næsten blev en “kobolt-vinge”.
Mutationen var selvfølgelig ikke en broget, som de moderne typer (som ikke var fremkommet i 1933), men en opalin, selv om den ikke skulle blive kendt under dette navn før nogle år senere.
I 1934 parrede Ashby’erne mutationen med en lysegrøn/blå han, som var blevet nummer to ved et Crystal Palace Show, og fik himmelblå, lysegrønne og mørkegrønne normaltegnede unger. Den blev også parret med en af deres bedste himmelblå hanner og fik normaltegnede himmelblå og kobolt unger. I 1935 blev en af de himmelblå hanner fra den første parring sat sammen med moderen, og allerede i det første kuld var der to opalin kobolt hanner og en opalin himmelblå hun.
Den opaline mutation var fremkommet, og det skulle vise sig, at den skulle komme til at gå sin sejrsgang verden over i de kommende år. Mr. Brown har nok ikke haft nogen forestilling om, hvilken indvirkning hans “brogede” kobolt unge skulle få på undulalopdrættet verden over. Tidligt i 1936 blev Ashby’erne tvunget til, af forskellige omstændigheder, at afhænde deres opaliner, som på dette tidspunkt var kendt som marmorerede. To par gik til Andy Wilson i Glasgow og resten af stammen til Walther Bigham fra Blackburn, og kom under hans volierebestyrer Ken Billas’ pleje.
Fra disse to opdrættere stammer hovedparten af de engelske opaliner, og mange af dem bærer stadig det karakteristiske store hoved og de gode spots, som oprindelig påkaldte sig Ashby’ernes opmærksomhed, og som blev fastholdt på grund af deres kloge valg af kvalitetspartnere til den oprindelige mutation.
Der er imidlertid mere opalinhistorie.
I 1933 opdagede Terrill en undulatmutation — en lysegrøn hun, som stadig havde redefjer — mellem tusinder af vilde fugle, fanget i Australien og sendt til markedet i Adelaide. Han købte den, og beskriver dens særpræg således:
“næsten fuldstændig mangel på tegning bag på halsen og øverst på ryggen. Masken forlænget bagud og dækker det meste af hovedet. Bølgerne på vingedækfjerene er reduceret i antal og intensitet, og de gule kanter forstørret og overhældt med grønt.”
Mr. Terrill, som boede nær Adelaide i Australien, parrede denne hun med en himmelblå skyggevinge og fik tre hanner og en hun i august 1934, og disse var alle normalt lysegrønne. I november 1935 blev de tre hanner sat i hæk, en med en isabel lysegrøn, en anden med en kobolt, og den sidste med moderen. De første to par frembragte seks opaliner, som alle var hunner, og det sidste flere opaliner, hvoriblandt der både var hanner og hunner.
Navnet opalin blev foreslået i 1936 af E.J. Byfield fra Hobart, Tasmanien, som var specielt interesseret i det liv, som farverne viste hos disse fugle som redeunger. Mr. Terrill optog dette navn, og efter et han havde foreslået det i Budgerigar Bulletin i september 1936, vandt navnet snart godkendelse over hele verden.
Da den australske opalin blev avlet direkte fra den vildfangede undulat, var det meget små fugle, og selv om Tod Eoyd importerede nogle af disse “Terrill opaliner” i 1937, virker det usandsynligt, at de skulle have fundet vej til ret mange kvalitetsudstillingsstammer, når man tænker på den konkurrence, de har fået fra Ashby-stammen, som var kendt for hoved- og spotkvaliteter.
I 1937, rasede i undulatpressen, en voldsom diskussion om, hvem der var først med opdagelsen af opalinen, men måske tilfalder æren hverken N. Brown eller Mr. Terrill. I cage and aviary birds skriver en opdrætter fra Yorkshire i august 1962: ‘I 1930 eller 1931 gav et par af mine lysegrønne en unge, som havde god type og størrelse, og hvis maske var en sand drøm — den eneste fejl var at vingerne var fejlfarvede og halsen og ryggen var fejltegnet.
Mr. Rilsy beholdt fuglen for at forbedre spots på hans lysegrønne, men til hans store skuffelse fremkom der flere af disse “fejlfarvede” fugle. Han afskaffede dem hurtigt, og det var først senere, de han så opaliner, at det gik op for ham, at han havde opdrættet dem først, for blot at kassere dem igen. Ingen ved rigtigt hvad der skete med Mr. Rilsys opaliner. Mon de kan have fundet vej til Ayrshire i split form?
Endnu en opalin dukkede op i 1935, denne gang i voliererne hos I. Raymaekers i Bryssel. Mr. Nigham importerede to opalin mauve hanner og en gråvinget opalin mauve hun fra Mr. Raymaekers i 1937, og han fik hurtigt fastslået, at det drejede sig om den samme mutation, som den skotske, selvom deres vingetegning syntes at være tydeligt lysere.
Opalin mutationen er kendetegnet ved flere forskellige særpræg, som altid er til stede, selv om der kan være stor forskel på hvordan de viser sig. Den mest tydelige forskel er på bølgetegningen, som strækker sig fra hovedet, ned over ryggen og ned mellem vingerne på den normaltegnede. Hos opalinen er denne tegning meget reduceret, så den næsten mangler helt hos mange individer, især hos små fugle med Yellow fjerdragt. Den gule eller hvide pande er hos opalinen forlænget op over hovedet og ned ad nakken, hvor farven flyder sammen med kropsfarven, som fortsætter ned og danner et “V” mellem vingerne.
Intensiteten i tegningen på dette område varierer meget, men hos de oprindelige mutationer, og specielt hos den australske var “V”-tegnet meget rent. På den normale er der mørk grå eller sort vingetegning på gul eller hvid bund, men hos opalinen er farven på enderne af vingedækfjerene ligesom på kroppen. Arealet med sort pigmentering er reduceret, og på de oprindelige fugle, var fanen på vingefjerene så fri for pigmentering, at der opstod store klare arealer, ofte kaldet “tommelfingermærker”. Disse tommelfingeraftryk synes tit at følges med at klart “V”, men er nu ikke mere så almindelige. Overfarvningen med kropsfarven i vingerne giver den opaliniserende effekt, som fuglen har fået sit navn efter.
Vingefjerene på den almindelige undulat består af ti håndsvingfjer og ti armsvingfjer. Disses grundfarve er mørkt grå med et klart centralt bånd tværs over hver fjer fra den anden håndsvingfjer til den ottende. Når vingen er foldet sammen kan man ikke se båndet, men når vingen er strakt ud, danner det et iøjnefaldende bånd tværs over vingen.. Det er skjult udefra af vingedækfjerene, men er synligt fra neden. Hos opalinen er dette bånd til stede på alle vingefjerene, og det ar meget tydeligere og bredere, faktisk er det kun den yderste halvdel af vingefjerene, der er mørk. Resten af fjeren, fra omkring midten, er klar ned til skaftet.
Opalinens halefjer har desuden et klart men urent område af forskellig størrelse,
De fleste opaliner her en klarere farve end de tilsvarende normale fugle med ungefjer. Dette skyldes et reduceret indhold af melanin i fjerstrålerne på kroppens fjer.
Det sidste karakteristiske træk er farven på dunene hos opalin redeunger. Den er hvid i stedet for den normale grå, og dette gør, et men har mulighed for at identificere opaliner på et meget tidligt tidspunkt. Mærkeligt nok bliver dette meget tydelige kendetegn kun yderst sjældent omtalt i artikler om opalinen.
Der findes et stort antal modifikationsfaktorer, som man kun har et meget ringe kendskab til. Det er gener, som kan forblive usynlige igennem utallige generationer, selv i homozygot form, indtil de ses i en opalin, så effekten straks bliver synlig. For et yde sådanne gener fuld retfærdighed vil det være nødvendigt med en hel artikel. Her må det være nok et nævne, et der findes brune vinger (ikke isabel), klare halefjer, plettede kropsfjer (pied) og Texas clearbody, som alle synes et være opalin modifikationer. Sandsynligvis er også nogle af de gener, der kontrollerer grums, hovedets bredde og størrelse på spots også opalin modifikationer.
Opalin er den første kønsbundne arvefaktor, som er blevet udforsket i dybden. Selv om X og Y kromosomerne først og fremmest er bestemmende for individets køn, så er der også andre gener placeret på X—kromosomet. Y—kromosomet kan ligeledes være bærer af nogle gener hos nogle arter, men indtil videre har man ikke lokaliseret gener på y—kromosomet hos undulater. Det er altså gener på X—kromosomet, der siges et være kønsbundne, og vi skal se, et de kønsbundne mutationer nedarves anderledes. Selv om opalin er recessiv, hvilket ses af, et hannen findes i split form, så viser hunnen mutationen, selv om kun et gen er til stede, fordi der ikke er noget dominant normalgen til et undertrykke det.
En hun kan altså ikke være split for en kønsbunden mutation.
Forventningerne ved opdræt af kønsbundne mutationer, afhænger også af, hvilken af forældrene, der er kønsbunden, så resultaterne opgives for hvert køn:
Opalin han x opalin hun giver 100 % Opaline unger.
Opalin han x normal hun giver 100 % split hanner og 100 % opaline hunner
Split han x opalin hun giver 50 % opalin og 50 % split hanner, 50 % opalin og 50 % normal hunner
Split han x normal hun giver 50 % split og 50 % normale hanner, 50 % opalin og 50 % normal hunner.
Normal han x opalin hun giver 100 % split hanner og 100 % normale hunner.
Med 100 % menes at alle unger uden undtagelse skal være af den pågældende art, hvorimod 50 % kun er ca. halvdelen af ungerne i en længere serie af ens parringer. Ungerne i en enkelt rede kan afvige meget fra dette.
Til slut nogle enkle regler for kønsbundne mutationer:
Man kan ikke avle en opalin han medmindre moderen er opalin.
Ved parring med en opalin han og en normal hun, kan man allerede tidligt kønsbestemme ungerne, da alle opaliner er hununger mens alle normaltegnede unger er hanner.
Hvis en opalin unge forekommer i en parring af 2 normaltegnede, så er hannen split opalin.
|
| |
|
|
|
