Skadelige bakterier i drikkevand
Det er oplagt, at dyr som hunde og katte, der holder sig rene omkring tarmåbningen ved at slikke sig, kan afgive tambakterier til drikkevandet. Det kan dreje sig om Colibakterier, der som oftest er ganske uskadelige og udgør en del af den normale tarmflora, hvor de blandt andet sørger for at tarmen er iltfri, så mange andre bakterier bukker under.

Der er dog eksempler på at farlige stammer, for eksempel E. coli O157, er dødelige for mennesker.

En anden gruppe af tarmbakterier, der er sygdomsfremkaldende i forskellig sværhedsgrad er Salmonella. Disse bakterier er karakteristiske ved, at de ikke blot lever i tarmen. De trænger ind i selve tarmvæggens celler, hvor de udskiller giftige affaldsprodukter, der medfører diarré og giver anledning til generelle forgiftningstilstande, der kan være dødelige.

Campylobacter er også tarmbakterier, der er sygdomsfremkaldende. De trives bedst og formerer sig i tarmen, men de kan overleve i og dermed overføres fra dyr til dyr med drikkevand.

Også miltbrandbakterier kan overføres med vand, der er forurenet med jord og støv. Heldigvis er Bacillus anthrasis, der giver de frygtede og dødsensfarlige tarminfektioner, der i engelsktalende lande kaldes anthrax, meget sjælden.

Legionella bakterier, der medfører infektioner med høj feber, overføres med lunkent vand.

Endelig skal bakteriegruppen Listeria nævnes. De forekommer blandt andet i tarmen på dyr og mennesker, men også frit i jord og vand. I større koncentrationer er de årsag til alvorlige sygdomstilfælde.

Der er også sygdomsfremkaldende smådyr fra drikkevand. Mest kendt er nok det lille encellede dyr Giardia lamblia, der er en tarmparasit, der afgives med afføring og spredes med vand. Den giver anledning til kraftig diarré. En anden gruppe af diarréfremkaldende encellede dyr, der kan spredes med drikkevand, er amøberne fra slægten Entamoeba.

De gavnlige bakterier
Under normale omstændigheder har vore kæledyr en bakterieflora i hele fordøjelsessystemet. Mange af disse bakterier vil ikke skade dyrene, nogle vil endda være gavnlige symbionter, der hjælper dyret med at spalte næringsstoffer, de ellers ikke ville kunne udnytte. Og colibakteriernes aktivitet er direkte forudsætningen for at værten får K-vitamin.

Fordøjelsessystemets mikroflora har endvidere den funktion, at de optager pladsen for eventuelt skadelige bakterier, der har svært ved at etablere sig på bekostning af de eksisterende bakterier. Det er et forhold, der betyder, at dyrene generelt er ret robuste under normale forhold.

Men dyr, der har været syge og er blevet behandlet med antibiotika, har ikke blot fået bekæmpet de sygdomsfremkaldende bakterier ved hjælp af medicinen. Også deres normale bakterieflora er nedkæmpet.

Det betyder, at dyret er ekstra udsat for at få en infektion lige efter en behandling med antibiotika, og at dets drikkevand skal skiftes ekstra omhyggeligt.

Antibiotika

forbruget holdes i de nordiske lande på et forholdsvis lavt niveau sammenlignet med det sydlige Europa og USA . Resistente bakterier eller bakterier der ændrer resistens er ikke et ukendt fænomen, heller ikke i Norden , problemet her er dog meget mindre.

Man har i de senere år rettet blikket mod landbruget som i sin higen efter produktionsfremme har brugt store mængder antibiotika/antibiotikalign. vækstfremmere, så  der er skabt problembakterier som Salmonella DT 104 og resistente E. coli

Der er ikke på DIH påvist bakterier med problemresistens , dog et tilfælde af Methicillinresistent Staph. aureus. Her er tale om en podning fra sår sendt fra et kystsygehus, pt havde erhvervet den i Australien.

Endvidere er der gjort et fund af en ciprofloxacillinresistent gonococ,denne også importeret .

Jeg har en vag forestilling om at antallet af E.  coli resistent for  Ampicillin,Sulfa,Trimethoprim   er steget de senere år , det må selvfølgelig komme an på en optælling ved lejlighed, som desværre er svær at finde i arbejdstiden.

Alle prøver med relevante fund afgives med resistensoplysning for bakterien. Dette betyder ikke at laboratoriet anbefaler brug af antibiotika i givne tilfælde.

Bakterier der i laboratoriet  findes sensitive for et antibiotika , er det måske ikke i organismen da det ikke er altid at et antibiotika trænger hen til infektionsstedet  ex. absces.

Prøvesvaret påføres S, for sensitiv der kan behandles med alm. dose. I ,for intermediær følsomhed, her kan behandles med alm. dose ved urinprøver, samt lokal virkende ex øjendråber. R , for resistens der kan ikke opnås effekt selv ved store doser.

Sensitiviteten for et stof kan angives på baggrund  af resistensbestemmelse udført ved resistenstabletter, eller en MIC som angiver den mindste inhibitationskoncentration, som er den konc. der       skal til for at slå bakterien ihjel, i praksis skal der en koncentration til som ligger 5 - 10 gange højere end MIC angiver. Klik på billede for stor forstørrelse (her MIC for Staph. aureus fundet i bloddyrkning)

En resistensbestemmelse er ikke ,som nogen vil have det  til, "bare at smøre lidt snot eller pus ud på en plade, også et par tabletter på"  det er selvfølgelig ikke noget du kunne finde på, men det er desværre noget der udføres  af læger på nogle kystsygehuse. For at at kunne bruge en resistensbestemmelse skal man have identificeret den/de bakterier der er i prøven. Herudover skal bakterierne have rigtige vækstvilkår, en Haemophilus Influenza kan f.eks. overhovedet ikke vokse på den plade i sætter tabletterne på ! I øvrigt kan man ikke automatisk tro at en tabletzone er hvad den giver sig ud for at være !

For at der kan udgives bedst mulig resistenssvar, er det nødvendigt at rekvisitionen er udfyldt  med oplysning om antibiotika , ellers udføres kun en standard resistens og det er ikke sikkert  at den indeholder lige netop det  du har til hensigt at give patienten.