Afblegede
Den første undulat som forekom som vild blandt alle de lysegrønne var en afbleget gul. Det blev rapporteret, at der var set gule undulater i en kæmpe flok af lysegrønne så tidligt som i 1872. Yderligere variationer af den afblegede gule optrådte i Belgien omkring samme tid og igen få år senere i Tyskland. Siden da blev der grundlagt en stamme af denne første mutation af den lysegrønne – den afblegede gule, som i mange år var en populær varietet.
Kort tid efter, hen imod slutningen af 1870’erne, muterede de første himmelblå fra de lysegrønne og derefter forekom mange andre varieteter enten som følge af mutationer eller som et resultat af kombinationer. Da den afblegede gule var den første mutation til at dukke op, oplevedes varietetens højdepunkt for så vidt angår popularitet i begyndelsen af 1900 tallet.
De afblegede hvide optrådte først i starten af 1920’erne og det skyldtes ikke en mutation, men derimod en kombination af farver. Allerede kort efter fremkomsten af den gule, kunne opdrætterne fastslå, at arveligheden var kontrolleret af recessive gener.
Udtrykket ”afbleget” blev knyttet til farvebeskrivelsen for let at kunne fastslå hvilken mutation, der taltes om og med henvisning til ”afblegetheden” (godt ord igen !) af fjerdragten. Den (afblegede) gule er en grønfarvet undulat med reduktion i mængden af melanin i fjerene. Reduktionen i farveintensiteten er større en den, som ses hos den gråvingede mutation, som igen har omkring 50% af farvemætheden fra den normale. Den (afblegede) hvide er en blålig farvet undulat med en tilsvarende reduktion af pigmentet.
Den afblegede varietet appellerer til mange opdrættere over hele verden og fugle af god kvalitet – enten gule eller hvide – er meget efterspurgt. Gode eksemplarer er blevet opdrættet gennem årene og har vundet præmier på udstillinger over hele verden. Jeg husker at R. & W. Nattrass vandt BS Clubshow, vistnok i 1985 med en gråhvid – oven i købet en årsunge.
Varieteten bliver også hyppigt brugt af opdrætterne af andre vanskelige varieteter til forbedring af kvalitet. Såvel opdrættere af ino’er som opdrættere af lysvinger (gulvinger/hvidvinger) bruger den afblegede til at forbedre størrelse, farve og fjerstruktur hos deres varieteter.
Lad os lige slå fast, at der findes tre typer af den gule og to typer af den hvide. Selve det, at nævne de forskellige typer af afblegede kan måske virke forvirrende på en kommende opdrætter af varieteten, men det synes vigtigt at man forstår forskellighederne.
• Først er der den lysegule, som var meget populær for år tilbage. Så vidt vi ved, er denne mutation nu forsvundet hos opdrættere i Europa. Den lysegule havde/har en stærk smørblomstgul kropsfarve. Den forekom i forskellige nuancer – mørkegul og olivengul afhængig af antallet af mørkgener. Udover kropsfarven var kendetegnene de sølvagtige til hvide kindpletter og manglen på spots.
• En anden varietet, der er opstået over tiden, er den afblegede gule. Også denne varietet er, som navnet antyder gul, men i en noget mere afbleget form. Denne varietet forekommer også i lys, mørk eller oliven -grøn. Kropsfarven kan variere fra næsten normal til mindre end halv styrke af normalfarven. De adskiller sig endvidere fra den lysegule ved kindpletternes farve. Her ses de at være blegt blå til bleg viol.
• Den tredje type gul er den grågule, hvis kropsfarve modificeres af en grå farve, som giver den en mat sennepsgul farve. Kindpletterne er blegt gule eller sølvhvide. Både den afblegede gule og den grå gule har blege grå spots. Det er let at kende dem fra hinanden på kindpletterne.
De hvide forekommer kun i to forskellige typer,
• Den afblegede hvide og • Den grå hvide. Begge beskrivelser ovenfor kan finde anvendelse på de hvide. Kropsfarven hos den afblegede hvide kan maskere himmelblå, Kobolt, mauve eller viol. Over årene har opdrætterne tilføjet – bevidst eller ubevidst – såvel opaline som isabel til de afblegede. Det har resulteret i nogle smukke eksemplarer.
Der er ikke altid let at forklare hvorfor en varietet forsvinder, som det tilsyneladende er sket for den lysegule, men en sandsynlig forklaring kan være at de lysegule er noget mindre når den sammenlignes med de afblegede eller de grågule.
Det er tidligere nævnt, at de afblegede er recessive varieteter. De recessive arveregler er godt dokumenteret. Der findes tre parringer, der kan producere visuelle afblegede. Disse er:
• Afbleget parret med afbleget avler 100% afblegede. • Afbleget parret med ikke-afbleget/afbleget avler 50% afblegede. • Ikke-afbleget/afbleget parret med Ikke-afbleget/afbleget avler 25% afblegede.
Det er derfor let at forstå, at der fra tid til anden optræder en afbleget i en parring, hvor ingen af forældrene er afblegede. Den recessive arvelighed kan ligge skjult i mange generationer og kommer kun til udtryk når den parres med en fugl, der også bærer denne faktor i skjult form. Man ser ofte, at en afbleget, der er produceret af to ”splitter” er af god kvalitet, hvis forældrene har den fornødne kvalitet.
Den afblegede har tætte familiemæssige bånd til to andre recessive varieteter nemlig den gråvingede og lysvingerne. (Gulvingerne og hvidvingerne). Selvom de alle er recessive, er gråvingen og de lysvingede dominante i forhold til de afblegede. Når man parrer en gråvinge (eller lysvinge) med en afbleget bliver alle ungerne gråvingede (eller lysvingede) split for afbleget. På grund af de afblegedes højere kvalitet i forhold til lysvingerne er der mange opdrættere af lysvinger, der finder de afblegede særdeles værdifulde i deres avlsprogram.
Af Bjarne Christiansen. |
|
|
|
|