OPBYGNING AF EN STAMME
Artikel af: Bjarne Christiansen.
I DUK-nyt, maj 1991, skrev jeg en artikel om opbygningen af en stamme af udstillingsundulater. Artiklen er for så vidt stadig aktuel, og kan måske tjene til inspiration for nye opdrættere.
Der har ved flere lejligheder været efterlyst forslag til, hvordan man kan opbygge en stamme i sit fuglehold.
Forslag er der sikkert nok af, men det er vigtigt at fastslå, at der ikke bare findes en måde at gøre det på, men flere. Min opskrift behøver ikke at være den rigtige, men jeg har tiltro til at den virker, og det er vigtigt.
For det første er det min klare opfattelse, at man ikke skal sigte på at opbygge en stamme for stammens skyld.
Det er vigtigt, at der i det materiale, der kan danne basis for en stamme, findes forskellige genetiske egenskaber, som er værd at bygge videre på. Er disse ikke til stede, tjener det ikke noget formål at opbygge en stamme, for det bliver det genetiske materiale i sig selv ikke bedre af -- kun renere.
For det andet er der ingen ide i at sætte sig ned og træffe beslutning om, at nu vil jeg altså lave en stamme. Kun ved et ualmindeligt sammenfald af heldige omstændigheder, vil det medføre noget positivt. Mange nye opdrættere er fascineret af den skabelon, der er beskrevet af flere ganske anerkendte skribenter. Hvor en “stamhan” parres tilbage på sin bedste datter og dennes bedste datter o.s.v., o.s.v., indtil man opnår et genetisk fundament, der er næsten identisk med den oprindelige hans.
Jeg kan da godt forstå, at det virker tillokkende, når man ser det skematisk beskrevet, men det optimale resultat er en kopi af originalhannen, og det kan vel ikke være det, man stræber efter.
For det tredje er det vigtigt at få fastslået, at der ikke findes nogen genveje til succes. Der er nogle egenskaber, den enkelte kan besidde og som vil gøre vejen til gode resultater kortere, og det er blandt andet:
- ildhu og engagement,
- “Øje” for undulater,
- godt management,
- udholdenhed og ikke mindst
- held
Ingen kan opnå succes med opdræt af udstillingsundulater, hvis man ikke besidder ildhu og engagement. Det kan være en fordel at tankerne kredser om fuglene, hvis man har en ledig stund på jobbet, er på vej hjem i bilen eller når man går tur med hunden. Mange parringer bliver til i disse stunder, og mange nye ideer bliver født. Der er flere andre aspekter indbefattet i begreberne ildhu og engagement, men de her nævnte vil give indtryk af meningen med udtrykkene.
Med hensyn til at have “øje” for undulater, er det jo også en meget vigtig egenskab at besidde. Det indbefatter helt nøjagtig at vide, hvad man jager efter. Et sådant øje udvikles ikke på et halvt eller helt år. Nogen er hurtigere til det end andre, og jo før man får det lært, jo før kan man begynde at lave “kanoner”.
Det kan godt lade sig gøre at udvikle og forbedre sit “øje” ved at besøge udstillinger og andre opdrættere så ofte som muligt og her få en diskussion med andre, om hvordan udstillingsundulaten og avisfuglen skal se ud. Nye opdrættere skal i den forbindelse ikke være bange for at bede ”gamle” opdrætterne, der udbreder sig om en fugls fortrinligheder, om at forklare sig lidt nærmere. Så er det den erfarnes forbandede pligt at synliggøre, hvad han mener, og på den måde kan man lære utroligt meget.
Ved godt management menes, at fuglene selvfølgelig skal passes godt. De skal have de forhold stillet tilrådighed, der er nødvendige for at udvikle sig rigtigt og yngle optimalt.
Udholdenhed giver vel sig selv. Hvis man lader sig slå ud af en dårlig sæson (eller flere) eller dårlige unger, - så går det heller ikke. Det kommer til os alle. Året hvor intet vil lykkes. Hvem kender ikke til ubefrugtede æg, fostre der dør under udviklingen, unger der ikke vil komme ud af æggene, forældrefugle der ikke vil fodre ungerne og alle de andre “fælder”, der er i opdrættet. Gå grundigt til værks når du analyserer, hvad DU har gjort galt. Find løsninger og på den igen.
Det sidste punkt er held, og her vil nogen måske indvende, at det ikke er en personlig egenskab, man selv er herre over. Det er vel til en vis grad også rigtigt. Uheld kan ramme os alle - og gør det, men jeg har erfaret, at jo mere engageret jeg er - jo mere jeg øver mig, - jo heldigere har jeg også været, når resultatet skal gøres op. Til en vis grad kan man påvirke heldet.
Når alle disse krav går op i en højere enhed, vil der uomtvisteligt begynde at ske noget på udstillingerne og på pointskalaen. Udebliver resultaterne derimod, er det nok på tide at indtage en lidt navlebeskuende holdning og prøve at finde ud af, hvor det gik galt.
Er jeg ikke engageret nok?
Kan jeg ikke genkende en god undulat, når jeg ser én?
Passer jeg slet ikke fuglene godt nok?
Giver for let op?
Eller er slet og ret uheldig?.
Mit gæt er, at der på mindst et af disse spørgsmål kan gives et svar, der kan lede én på sporet af, hvorfor det gik galt.
Med hensyn til at opbygge en stamme, er det efter min mening ikke en proces, man bare sætter i gang, det er noget, der helt automatisk sker over tiden. Hvis man starter på bar bund, går der ikke lang tid inden, man opdager, hvilke fugle, der giver de bedste unger. De unger vil helt naturligt indgå i næste års avlsarbejde. Det genetiske grundlag bliver på denne måde hurtigt snævrere og snævrere og dermed også mere ens (rent).
Med tiden bliver der derfor tale om en stamme. Præcis hvornår det sker er svært at se, og er blandt andet afhængig af, hvor tæt man indavler, og hvor tit der tilføres nyt blod. En hovedregel er dog, at når fuglene begynder at ligne hinanden, og forskellige fortrin/ulemper begynder at gå igen i flokken, kan man tale om en stamme eller linie. Når der her tales om, at fuglene ligner hinanden, er der ikke kun tale om, at de af udseende ligner hinanden, men i lige så høj grad om, at de i væremåde, temperament m.v. ligner hinanden.
Du vil opdage, at du selv og andre kan kende dine fugle mellem andres - hvis de ellers har det omtalte “øje” for sådan noget.
Hvis man er i den heldige situation at have fået fat på en fugl, der med næsten alle hunner giver bedre unger end den selv (hvilket man kun sjældent kan købe) gælder det om at udnytte situationen.
Det skete i 1987 for mig, hvor jeg sammen med mine partnere købte en absolut tiltalende fugl fra en gennemarbejdet stamme. Til alt held havde vi den fornødne erfaring til straks at opdage og udnytte det. Denne han (for det var en han) blev det første år parret med 3 hunner - 1 fra hvert fuglehold. Ud af det kom en hel række halvsøskende. Da halvsøskende parringer aldrig har været vores livret, blev kun et begrænset antal parret på denne måde, mens andre igen blev parret en ekstra gang ud af “stammen”.
Det stillede os det følgende år temmelig frit med hensyn til det genetiske indhold af fuglene. Vi havde en del fugle, der som maksimum indeholdt 75 % af originalhannens gener (unger fra en far/datter parring) og minimalt 25 %.
Nu kunne vi begynde at parre børnebørn tilbage på bedstefaderen, og desuden havde vi et stort antal fætter/kusine-parringer til rådighed. Disse to parringer betragter vi som en af de bedste måder til hurtigt at få opbygget en stamme på, og samtidig at kunne parere eventuelle fejl undervejs.
Vi går ikke af vejen for far/datterparringer eller lignende parringer, hvis det er indlysende, at det ud fra fuglenes udseende, er det rigtige, men holder os helst fra dem.
Samme år købte vi igen en beslægtet han hos samme opdrætter. Denne hans 4 unger er brugt til på samme tid at skabe “genetisk frihed” og sammentømring af de ønskede egenskaber. Der er nu tale om en stamme i ordets egentlige betydning, hvor alt afkom - på mindst en side - kan føres tilbage til den oprindelige han. Nu er det nok på tide, at der indarbejdes nogle nye egenskaber, nogle egenskaber, som vi kan konstatere, at vi mangler.
Det er i den forbindelse vigtigt, at man udsøger sig en fugl, der har overskud af netop de egenskaber, man mangler. Er det f.eks. maskedybde, skal man søge efter den bedste fugl, man overhovedet kan få, men med dyb - dyb maske, og ikke nok med det, den skal parres ind i stammen med den bedste fugl i samme henseende.
Det er næsten uundgåeligt at kvaliteten på ungerne bliver dårligere, end man er vant til, men har de opnået den forbedring af maskedybden, som var målet, kan kvaliteten snart genoprettes, når disse unger parres ind i den oprindelige stamme.
Mange begår den fejl at kassere disse unger, når kvaliteten ligger under det forventede. Man skal hele tiden holde sig for øje, hvorfor denne parring er lavet. Ønsket var jo netop en forbedring af maskedybden og ikke en allround forbedring af ungerne.
Det er muligt på denne måde suksesivt at forbedre de mangler, der er i fuglene, og hen ad vejen tager det form af en stamme.
|
| |
|
|
|
