Beskæftigelse af din fugl. (legetøj, foder og naturligt legetøj, socialisering)
Hvorfor skal fugle stimuleres? Synsindtryk og fysisk stimulation er vigtige elementer i en fugls liv. I forbindelse med den daglige rengøring og pasning sker der noget omkring din fugl. Ved at være grundig med rengøring af foder- og vandbeholdere samt buret generelt, opnår man to vigtige ting: Dels at fuglen får nogle rene omgivelser at sidde i, og dels at fuglen "oplever" noget.
Hvornår skal man anvende legetøj. Legetøj aktiverer næb og fødder, og giver fuglen adspredelse fra en ofte ensformig tilværelse. Legetøj til fugle kan købes i flere forretninger, som har artikler til burfugle, eller man kan lave det selv. Når man giver fugle legetøj, skal man sikre sig, at de ikke kan skade sig på det, ved at det brækker i stykker. Noget legetøj, f.eks. af træ, er fremstillet med henblik på, at fuglen skal bide det i stykker. Men fugle må aldrig have mulighed for at brække eller bide plastik eller glas i stykker! Det er vigtigt, at legetøjet til den enkelte fugl passer i størrelsen. Således skal araer og kakaduer have noget kraftigt legetøj, de ikke kan ødelægge med deres kraftige næb. Et stykke reb med en knude er populært hos mange papegøjer, og er et godt beskæftigelsesmiddel. Blot skal man sikre sig, at rebet er lavet af naturfibre, da det med rebet er meningen at fuglene må pille/bide det i stykker. Nogle fugle, f.eks. lorier, kan lide at kravle ind og ud af papirposer. Lige så vel som flaskekapsler og mange andre køkkenting er gode objekter for fugle at lege med. Det er en god ide at have flere forskellige slags legetøj til sine fugle, så man har noget at skifte imellem. Formålet er, at det hele tiden virker nyt, og at man har mulighed for at rengøre noget af legetøjet hele tiden.
Foder og naturligt legetøj Friske nødder og nøddeskaller er ideelt legetøj for fugle; f.eks valnødder, paranødder og kokosnødder. Listen over mulige emner er varieret, men alt hvad din fugl kan åbne og spise, eller rykke i stykker uden at komme til skade, er beskæftigelse for den: Frisk korn eller frø på strå, appelsin, æble, ben fra stegen eller kyllingen fra aftensmaden, broccoli, popcorn uden salt og sukkerærter. Fugle skal ikke have chips, slik, saltet eller krydret mad, chokolade eller alkohol.
Socialisering. Socialisering er vigtig for at undgå kedsomhed. Specielt fugle holdt alene i bur har et stort behov for at være en del af den øvrige familie. Tid til leg udenfor buret vil være, og er for de fleste fugle, en vigtig del af deres liv. Til mange papegøjer kan man lave en siddepind, eller bedre endnu - et klatrestativ med en gynge, klatrereb og f.eks. et nøgleknippe i snor. Det er vigtigt at fugle udenfor deres bur, ikke kommer i nærheden af potteplanter, da mange stueplanter er giftige for dem! Derudover skal man være opmærksom på ting som blyvægte i gardiner, fuge- og tætningsmasse og andet giftigt materiale.
Af dyrlæge Thomas O. Larsen. http://netdyredoktor.dk |